Asger Berthelsen - Biography#
(in Danish)
Asger Berthelsen, 1928-2011, dansk geolog, mag.scient. 1953 og dr.phil. 1960 med disputatsen Geology of Tovqussap nunâ. 1961-66 var han professor ved Aarhus Universitet, hvor han byggede faget geologi op; 1966-92 var han professor ved Københavns Universitet.
Asger Berthelsen var især kendt for sine strukturgeologiske og tektoniske synteser fra Vestgrønland og Det Baltiske Skjold, men også for en betydelig indsats inden for dansk kvartærgeologi. Som deltager i anden del af Den 3. Danske Centralasiatiske Ekspedition 1950-51 til Indien og Himalaya udtegnede han et tværsnit gennem den nordvestlige del af Himalaya, hvilket gjorde ham internationalt kendt.
Senere koncentrerede Asger Berthelsen sig via et stærkt engagement i flere internationale, dybseismiske projekter, bl.a. det europæiske geotravers, om lithosfæreforskning og pladetektonisk modellering af udviklingen og opbygningen af specielt den nordlige og centrale del af det europæiske kontinent.
Med sine fagligt velfunderede indvendinger mod deponering af radioaktivt affald i salthorste bidrog Asger Berthelsen i begyndelsen af 1980'erne markant til argumenterne mod indførelse af atomkraft i Danmark (se kernekraftsdebatten).
Detailed biography (in Danish)